Ferrero Rocher med sorte bønner
Disse ferrero rocher med sorte bønner smager helt fantastisk! 🤤 De er et virkelig lækkert og sundere alternativ til klassiske ferrero rocher og andre julegodter 🎅🏼😍 Jeg bliver altid imponeret over, hvordan man kan bruge sorte bønner i søde opskrifter – for man kan slet ikke smage, at de udgør en stor del af opskriften. De giver derimod en lækker blød konsistens og tilfører både fibre og protein 🙌🏼
Smagen minder om de klassiske ferrero rocher med hasselnødder og chokolade, og derfor er de perfekte som sundere julegodter eller som en lille sød snack resten af året 🍫✨ Jeg har også tidligere lavet en anden sundere variant af ferrero rocher, som du kan finde her.
🌰 Derfor skal du prøve ferrero rocher med sorte bønner:
Smager som klassiske ferrero rocher
Lavet med sorte bønner – uden at det kan smages
Perfekt som sundere julegodter eller snack
Indeholder fibre og protein
Veganske og naturligt glutenfri
Jeg håber, du kan bruge opskriften på mine ferrero rocher med sorte bønner. Du er velkommen til at lave en bedømmelse på ⭐'erne ovenfor, og hvis du har spørgsmål, skal du endelig ikke holde dig tilbage med at skrive en kommentar ❤️
👉Ved allergi: Tjek altid ingredienslister og mærkninger som “kan indeholde spor af”
22
stk.100
kcalIngrediensliste
- Dej
1 dåse sorte bønner (svarende til ca. 230-250 gram, drænet vægt)
100 gram friske og bløde dadler (dem fra papæske, "juicy")
70 gram ristede hasselnødder
30 gram kakaopulver
50 gram ahornsirup
- Øvrigt
25 stk. ristede hasselnødder
175 gram mørk chokolade (jeg bruger dem her)
35 gram finthakkede ristede hasselnødder
Sådan gør du
- Se fremgangsmåde i video på instagram HER.
- Start med at riste en portion hasselnødder. Der skal både bruges hasselnødder til dejen, til at komme indeni dejen og til at komme i den smeltede chokolade. Jeg vil anbefale dig at riste ca. 150 gram hasselnødder, så du er sikker på at have nok. Ristede hasselnødder laves ved at riste hasselnødderne i ovnen på 200 grader i ca. 8-10 min. Hold gerne øje med dem, så de ikke brænder på. Alternativt kan du også købe ristede hasselnødder.
- Lad hasselnødderne afkøle HELT (!). Herefter kan skallen nemt nulres af.
- Kom 70 gram af de afskallede og ristede hasselnødder i en minihakker og blend dem helt fint. De skal bare lige blendes ganske kort. Tilsæt de resterende ingredienser til dejen, dvs. sorte bønner, friske dadler, kakaopulver og ahornsirup. Blend det hele godt sammen i minihakkeren. Sørg for at samle dejen lidt undervejs, så bønner og dadler er blendet mest muligt. Til sidst har du en klistret "dej". Sæt den i køleskabet i et par timer.
- Tag herefter en tsk. af dejen og saml den omkring én ristet hasselnød og form den til en kugle. Gentag med resten af dejen. Jeg fik i alt 22 kugler.
- Hak 35 gram af de afskallede og ristede hasselnødder helt fint, så der ikke er nogen større stykker. Smelt chokoladen og kom de finthakkede hasselnødder heri. Rør godt rundt.
- Vend hver kugle, én af gangen, i chokoladen og placer dem på et stykke bagepapir. Lad chokoladen størkne, gerne på køl.
- Opbevar ferrero rocher kuglerne i køleskabet.
Velbekomme! 🎅🏼😋
Har du prøvet denne opskrift? Så vil jeg elske at se din kreation!
Tag @mitsunderealternativ eller del et billede med #mitsunderealternativ på Instagram







12 kommentarer til “Ferrero Rocher med sorte bønner”
Hej
Tak for spændende opskrifter. Jeg har lavet dine chokolade cups, og er fan af dem.
Jeg har tænkt at prøve flere af dine opskrifter, men går i stå når der står ahornsirup (det er frygtelig dyrt) er der et andet produkt jeg kan bruge?
Med venlig hilsen Else
Hej Else, og mange tak for din besked! Det lyder så dejligt, at du kan lide mine opskrifter og er klar på at lave flere 😍 Jeg er enig i at ahornsirup er dyrt, jeg plejer at købe den fra Bilka (Salling ØKO), som koster omkring 32 kr. Det er lidt mindre end andre steder. Ellers tænker jeg måske, at du kan bruge en helt almindelig lys sirup, hvis du ikke har noget imod sukkeret. Eller måske også akaciehonning, men det er nok prismæssigt lidt det samme som ahornsirup. Håber det hjalp lidt 🌸 Knus herfra.
Hvor længe kan de holde sig på køl?😊
Hej Lotte, de holder sig en lille uge på køl 😍 Men de er virkelig gode, så de skal næsten prøves, selvom det ikke er en lang holdbarhed! Jeg har også lavet andre Ferrero Rocher kugler (se dem her). De holder sig 1-2 uger, så det er lidt længere 🙌🏼 og de er virkelig også gode! Håber det hjalp lidt 😄
Jeg må bare prøve dem begge😋🤩
Haha, ja! Det er det eneste rigtige 🤤😄🎅🏼😍
De er så gode, at man kan høre englene synge 😇😋
ps.Øko Ahornsirup kan også købes i Lidl til 35 kr
Mvk. Lise
Haha, amen hvor er det bare det bedste at få at vide! 😍 Så genialt at man kan lave sådan nogle lækre snacks med sorte bønner 😋 Mange tak for din dejlige kommentar og de 5 stjerner 💕
Hej. De er virkelig lækre. Men hvordan får du dem så flotte i chokoladeovertrækket? Er det “ øvelse gør mester”?
Vh Anette
Hej Anette, hvor dejligt at høre, at du kan lide opskriften! 🤤🎅🏼 Jeg synes også de er så mums! Ift. chokoladeovertrækket, tænker du så på hasselnødde-stykkerne, eller selve chokoladen? Jeg sørger nemlig først og fremmest for at de ristede hasselnødder, der kommes ned i den smeltede chokolade, er MEGET finthakket. For så får man det fine “crunchy” look 😋
De er virkelig flotte🤩
Har du forsøgt at fryse dem? Og evt hvor længe?
Jeg ville gerne lave dem i god tid før en fest til en kagetapas.
Bedste hilsner Monika 😊
Hej Monika, tusind tak for din besked! 😍 De er også bare mums! 🤤 Jeg er usikker på, om de bliver gode af at have været i fryseren pga. den hasselnød inde i midten. Jeg forestiller mig, at den godt kan blive lidt “blød”, dvs. ikke have den knasende fornemmelse som normalt. Hvor lang tid før vil du lave noget? ❤️