
Bogstavskage med Banan & Karamel
Svampet og lækker bogstavskage! 🤤 Kagen består af en banankage og er toppet med en karamel og nogle af mine yndlings toppings. Den smager så skønt og er helt perfekt at servere til eksempelvis en fødselsdag eller barnedåb. Jeg har brugt en bogstavsbageform fra Wilton. Den gør det nemlig super nemt at lave lige præcis det bogstav (eller tal), som man vil. Kagen kan selvfølgelig også sagtens laves i en helt almindelig bageform. Opskriften er desuden lavet til 14-16 personer, så den er god at lave, hvis man skal lave kage til mange/flere personer.
Jeg håber, du kan bruge opskriften på min bogstavskage. Du er velkommen til at lave en bedømmelse på ⭐'erne ovenfor, og hvis du har spørgsmål, skal du endelig ikke holde dig tilbage med at skrive en kommentar ♡
👉 Opskriften er uden raffineret sukker, glutenfri og vegansk.
16
stk.275
kcalIngrediensliste
- Banankage
900 gram modne bananer (svarende til ca. 9 stk.)
450 gram plantemælk eller anden slags mælk
3 spsk æblecidereddike (ca. 30 gram)
20 gram ahornsirup
460 gram havregryn
1,5 tsk stødt kanel
75 gram chokoladeknapper (evt. fra Easis) eller hakket chokolade
4 tsk bagepulver
- Karamel
120 gram smooth peanutbutter
30 gram ahornsirup
50 gram vegansk smør
1/2 tsk vaniljepulver
Et nip salt
Valgfri toppings
Sådan gør du
- Start med at tænde ovnen på 175 grader (alm. ovn). Smør bageformen med smør eller kokosolie.
- Blend 900 gram bananer, 450 gram plantemælk og 20 gram ahornsirup i en skål med en stavblender. Rør 3 spsk æblecidereddike heri.
- Tilsæt 460 gram havregryn og 1,5 tsk kanel og blend godt med stavblenderen igen. Vend 75 gram chokoladeknapper/hakket chokolade i dejen. Kom til sidst 4 tsk bagepulver i skålen og rør rundt.
- Fordel dejen jævnt i bageformen og bag kagen i ca. 30 min. Lad den herefter afkøle HELT, inden den tages ud af formen. Gerne på køl i nogle timer. Den kan dermed også laves dagen inden. Beskær kagen til det bogstav, du laver, hvis du også bruger bogstav bageformen.
- Lav karamellen ved at blande 120 gram smooth peanutbutter med 30 gram ahornsirup og 50 gram smeltet smør i en skål. Tilsæt 1/2 tsk vaniljepulver og et nip salt. Rør det hele godt rundt indtil du har en ensartet og lækker karamel. Fordel karamellen i et jævnt lag oven på banankagen.
- Top kagen med dine yndlings toppings. Jeg har brugt friske hindbær og toffifee. Opbevar kagen i køleskabet inden servering, så karamellen kan nå at sætte sig lidt.
Velbekomme! 🍫🥜🍌
Har du prøvet denne opskrift? Så vil jeg elske at se din kreation!
Tag @mitsunderealternativ eller del et billede med #mitsunderealternativ på Instagram