Kikærtekugler med kokos og lime
Her får du en skøn og sommerlig opskrift på kikærtekugler med kokos og lime! 😍🥥💚 En frisk, sød og samtidig nærende sundere snack, som er perfekt til hyggelige stunder eller som et lille mellemmåltid. Disse kugler er glutenfri, veganske og naturligt sødet, og selvom de indeholder mørk chokolade, er de fri for raffineret sukker i selve dejen.
Kikærter lyder måske ikke som en klassisk ingrediens i søde snacks, men jeg har efterhånden lavet en del forskellige opskrifter med kikærter. De giver en super lækker konsistens og en dejlig mættende effekt. Opskriften er desuden nem og hurtig at lave – du skal bare bruge en foodprocessor og få ingredienser. Det er en fantastisk måde at få lidt ekstra protein og kostfibre ind i en lækkerbid, der smager syndigt, men er alt andet end det 🤤
Jeg håber, du kan bruge opskriften på mine kikærtekugler med kokos og lime. Du er som altid meget velkommen til at lave en bedømmelse på ⭐'erne ovenfor, og hvis du har spørgsmål, skal du endelig ikke holde dig tilbage med at skrive en kommentar. Jeg vil elske at høre, hvordan opskriften virker hjemme i dit køkken ♡
👉 Opskriften er glutenfri og vegansk og indeholder kun raffineret sukker pga. den mørke chokolade.
24
stk.90
kcalIngrediensliste
1 dåse kikærter (ca. 240 gram drænet vægt)
90 gram smooth peanutbutter
60 gram ahornsirup
30 gram plantedrik eller almindelig mælk
4 tsk revet økologisk limeskal
60 gram kokosmel (ristet)
120 gram mørk chokolade, 70-85%
Lidt ekstra revet limeskal og kokosmel til topping
Sådan gør du
- Se fremgangsmåde i video på instagram HER.
- Start med at riste kokosmelet på en tør pande i nogle minutter ved middelvarme indtil det bliver gyldent og begynder at dufte. Sørg for at vende godt rundt i det hele tiden, så det ikke brænder på. Kom det ristede kokosmel i en skål og lad det afkøle helt.
- Skyl kikærterne og kom dem i en minihakker. Tilsæt peanutbutter, ahornsirup, plantedrik, revet limeskal og det ristede og afkølet kokosmel.
- Blend det hele godt sammen indtil kikærterne er blendet mest muligt.
- Sæt dejen i køleskabet i et par timer.
- Form herefter dejen til kugler og placer kuglerne på en plade med bagepapir.
- Smelt den mørke chokolade og vend hver kugle heri en af gangen. Top evt. med lidt ekstra kokosmel og revet limeskal. Sæt kikærtekuglerne i køleskabet og lad chokoladen størkne. Nyd dem herefter direkte fra køl! 😍
Velbekomme! 💚
Har du prøvet denne opskrift? Så vil jeg elske at se din kreation!
Tag @mitsunderealternativ eller del et billede med #mitsunderealternativ på Instagram




2 kommentarer til “Kikærtekugler med kokos og lime”
De smager virkelig godt. Jeg er dog den dovne, type der helst undgår at smelte chokolade. Jeg har bare skåret chokoladen i stykker, blandet det i dejen og trillet kugler bagefter. Har så kun brugt 60g chokolade, men de smager stadig skønt.
Hej Signe, tusind tak for din besked! Hvor er det bare dejligt, at du kan lide opskriften! 😍💚 Og det var da en god idé at blande chokoladen i selve dejen, når det godt må gå lidt stærkt. Jeg elsker bare, at du bruger opskriften og gør det, der fungerer i køkkenet hos dig! 😄 Rullede du dem så i kokosmel i stedet for, eller?